Der blev arbejdet på højtryk for at få det gamle gulv og isolering fjernet i Tranum Forsamlingshus, så håndværkerne kunne komme i gang med at fjerne beton med mere. Derefter går arbejdet med ny isolering og nyt gulv i gang. En udgift, der ender omkring 250.000 kr. Et stort beløb, som Tranum Forsamlingshus ikke kan klare alene. Jammerbugt Kommune, SE Fonden, Sparekassen Vendsyssel samt Rockwoolfonden har givet beløb af forskellig størrelse. Heldigvis har der også lokalt været velvilje til at støtte den indsamling, der er sat i værk. Endnu mangler et beløb så der er penge nok til at dække hele projektet.
Derfor håber formanden for Tranum Forsamlingshus, at flere har lyst til at give et beløb - stort eller lille - alt gør en forskel.
Arbejdet skal være færdigt til juli, hvor forsamlingshuset igen er udlejet fremadrettet. På grund af arbejdet har det været nødvendigt at sige nej til de henvendelser, der har været angående leje i juni. Så bestyrelsen glæder sig til at tage mod gæster igen i nymalede lokaler og med et nyt gulv.